Madaffaldets vej til biogas
På en dejlig solskinsdag i juni besøgte en udvalgt skare fra BioBag Zenzo og Novamont Solrød Biogas og efterfølgende BioVækst i Svinninge, for at se processen fra når bioaffald, som fx madaffald, læsses af lastvogne til det er omsat til biogas og næringsrig kompost til landbruget. En proces som understøtter en cirkulær økonomi, hvor mest muligt genanvendes og mindst muligt går til spilde.
Solrød Biogas modtager bl.a. madaffald fra Københavns Kommune samt organiske restprodukter fra lokal industri, husdyrgødning og tang fra kyststrækninger i Solrød.
Når det moderne biogasanlæg i Solrød modtager organisk materiale, læsses det i en kværn, der kvaser affaldet, så urenheder som plast, glas og andet ikke organisk materiale kan sorteres fra. Derefter samles affaldet i tanke, hvor det udrådnes i et iltfattigt miljø. Ved en temperatur på ca 45 grader omdanner bakterier det organiske materiale til biogas. Når biomassen er afgasset, kan den bruges som næringsrig kompost til landbrugsjorden.
Det starter i køkkenet
Det var interessant at se, hvordan urenhederne blev sorteret fra det organiske affald på biogasanlægget i Solrød. Det er vigtigt for afgasningsprocessen, at der er så få urenheder i biomassen som muligt. Det er også meget vigtigt at den afgassede biomasse, som bruges som gødning, ikke indeholder urenheder som fx konventionel plast.
Derfor har det betydning, at vi sorterer vores affald rigtigt hjemme i køkkenet – det er der, vi alle har en mulighed for at gøre en forskel. Jo bedre vi sorterer, jo bedre er mulighederne for genanvendelse.
Jo renere madaffaldet er, jo bedre egnet er det til afgasning og jo bedre kvalitet har den gødning, som den afgassede biomasse kan bruges som.
Gødningen skal overholde en øvre grænse for mængder af urenheder, inden det kan bruges på markerne. Men hvis urenhederne er plast, som aldrig forgår og hvis mængde akkumulerer for hver gang en mark gødes, kan vi stå med endnu et selvforskyldt forureningsproblem.
Hvorfor bruge bioposer til madaffald?
Når madaffaldet indsamles i en komposterbar biopose, giver det flere fordele. Først og fremmest at bioplast rester komposterer sammen med det organiske madaffald. Det er den proces, som er udgangspunktet for bioposens opfindelse.
Selvom urenheder sorteres fra madaffaldet, vil der altid være plastrester tilbage i biomassen og den gødning, der spredes på markerne. Bioplastrester vil kompostere og forsvinde, konventionel plast vil bestå og mængden vil akkumulere for hver gang en mark gødes.
Det vil altid være nødvendigt at sortere madaffaldet inden bioafgasning. Hvis de frasorterede urenheder sendes til forbrænding, har en biopose den fordel at der udledes mindre CO2 når den afbrændes pga af det biogene indhold.
Når madaffaldet indsamles i bioposer, kan de frasorterede bioposer, sammen med det madaffald der hænger ved poserne, komposteres. I Københavns kommune udleveres bioposer til borgerne til indsamling af madaffald og kommunen er nu i gang med et forsøg, hvor de frasorterede bioposer sendes til et komposteringsanlæg. Dermed kan Københavns Kommune opnå en genanvendelse af madaffaldet på 97%.
Hvorfor er biogas en miljøvenlig form for energi?
Udover det fornuftige i at genanvende madaffald, kan vi forebygge klimaforandringer ved at udlede mindre kuldioxid og andre drivhusgasser til atmosfæren. Ved at anvende madaffald og andre organiske restprodukter til fremstilling af el og varme, er vi med til at forebygge klimaforandringerne fordi biogas fra organisk affald er et CO2-neutralt brændsel. Det bidrager til at reducere udledningen af drivhusgasser, når det erstatter fossile og ikke vedvarende energikilder som kul, olie eller naturgas.
Biogassen kan sendes ud i naturgasnettet eller bruges til at drive generatorer på kraftvarmeværker, der producerer el og varme. Biogassen kan også bruges i transportsektoren, hvor den kan erstatte diesel.
Hvad kan biomassen bruges til efter afgasning?
Den afgassede biomasse er en næringsrig kompost, som kan bruges som gødning i landbruget og er et miljøvenligt alternativ til fossilt produceret kunstgødning. Komposten optages nemmere i jorden og reducerer udvaskning af næringsstoffer. Ved gødning med gylle og kunstgødning udvaskes bl.a. kvælstof, som ender i vores vandmiljø og kan forårsage iltsvind. Komposten holder bedre på fugten i jorden og lugter mindre end gylle, når den spredes på markerne.
Vil du høre mere om fordelene ved at indsamle madaffald i bioposer så ring på 70 27 19 11 eller læs mere om bioposer her på vores hjemmeside